Skuddene gav genlyd i verden, for de ramte også en spirende ytringsfrihed i den tidligere folkerepublik i det sydlige Afrika. Nina Berg, norsk enke efter Cardoso, kritiserer åbent regeringen.
Engelsk ekspert og mozambikanske journalister siger: Brug bistanden som pression.
«Vi kommer her i biler. Vi er ikke forklædte. Vi kan myrde på åben gade, for vi er urørlige. Vi har venner på højeste sted». Så kynisk beskriver forfatteren Joseph Hanlon den tankegang, som kan ligge bag mordet.
Han har som ven og kollega fulgt Cardoso gennem mange år. Han er meget åbenmundet: Lad NORAD og DANIDA presse regeringen i Mozambique. Han siger højt og tydeligt til de skandinaviske givere, at de bør må bruge den magt, de har - nemlig bistanden. Til Bistandaktuelt sier Nina Berg: «De gode kreftene i Mosambik trenger å vite om de har støtte utenfra».
Kendte personligheder som Günter Grass, Noam Chomsky, Jan Myrdal og Klaus Rifbjerg har sammen med 10.000 mennesker fra 40 forskellige lande skrevet under på et dokument, der lyder:
«Det drejede sig ikke om et mord som så mange andre. Det drejede sig om et politisk drab bestilt af personer, som var bange for Carlos Cardosos pen».
Mand med mod
Den 48 journalist og redaktør var velkendt og respekteret af de nordiske donorer, mens han var frygtet og direkte hadet af de lyssky netværk, som har raget mere magt til sig i årene efter borgerkrigen og overgangen til markedsøkonomi i det unge afrikanske land.
Han var med til at opbygge det nye Mozambique efter løsrivelsen fra Portugal i 1974/75 med sin undersøgende journalistik, sine politiske ambitioner og engagement på det civile samfunds vegne. Efter de gigantiske oversvømmelser i Mozambique i februar og marts for præcis et år siden stod Cardoso frem og forlangte, at 10 pst. af de 450 mio. dollars fra donorkonferencen i Rom skulle gå direkte til det civile samfund - ikke til nomenklaturaen i regeringspartiet FRELIMO.
Han skrev selv om den store, organiserede kriminalitet, mens hans medarbejdere på Metical kastede sig over sager om toldvæsenets videresalg af beslaglagte varer, om penge under bordet til lærere i skoler og på universiteter. Som det eneste medie rørte «Metical» ved illegal handel med stoffer og stjålne biler med forbindelser helt op i samfundets top. Ingen ved endnu, om Cardoso skulle myrdes på grund af én bestemt historie, eller om det snarere var hans blad og medarbejdede, der skulle intimideres. Der er grunde til at frygte det sidste.
Hanlons version
Den engelske Mozambique-ekspert og ven til Cardoso gennem mange år, Joseph Hanlon, gæstede København i februar ved et offentligt møde. Han beskrev det generelle politiske klima i landet , og havde ikke meget godt sige: Hårdhændet undertrykkelse af oppositionen, galopperende korruption og tiltagende lovløshed trods al hjælp og bistand udefra. «Bistandsindustrien skaber korruptionen», lød det klare budskab fra Hanlon.
Det var ironisk nok to danske udviklingsorganisationer, der havde inviteret ham, og tilhørerne måtte artigt høre på Hanlons forklaringsmodel:
«Vi kommer til Afrika som rige mennesker med gode huse og store biler. Den eneste måde afrikanerne kan opnå de samme rigdomme er gennem korruption, nepotisme og anden kriminalitet. Når man som afrikaner er tæt på bistandsorganisationerne, kan man godt komme til at føle, at man har samme ret til rigdom - her og nu», forsikrede forfatteren, som måske er mest kendt for titlen «Peace without profit». Hurtigt tegnede Hanlon billedet op:
Cardoso skrev i et land i skæv udvikling. Først 500 år som portugisisk koloni. Så næsten 20 år som socialistisk eksperiment i Afrika. På samme tid en hæslig borgerkrig med indblanding fra det racistiske Sydafrika - og endelig overgangen til markedsøkonomi i 90’erne.
Betingelserne fra Verdensbanken og IMF været barske, og måden de nødvendige privatiseringer sker overgår de værste eksempler fra Østeuropa med partikammeraterne på de fede aktieposter. Med den kontekst i baghovedet bliver det lettere at forstå, at kampen mod korruption bliver dødsensfarlig.
På næsten samme tid som mordet i Maputo døde mindst 83 fængslede demonstranter i byen Montepuez i den nordlige del af landet tilsyneladende af iltmangel (oksygenmangel) i en fængselscelle. Heller ikke den sag er kommet nærmere en opklaring. Begge sager ses som interne anliggender, og derfor virker det ikke sandsynligt, at internationale kommissioner kommer ind i billedet. Men mozambikanske pressefolk som Salomão Moyane og Hilário Matusse siger det klart: Send fremmede journalister ind for at undersøge sagerne: Dem tør regeringen ikke røre.
Hvad skete?
Mordet skete sidst på dagen i gaden med det sigende navn Avenida dos Mártires da Machava, martyrernes avenue, ikke langt fra centrum i Maputo. Ifølge det portugisiske dagblad PUBLICO (som har nære forbindelser til Metical) blev Cardoso kørt i bil af chaufføren Manjate, for Cardoso havde aldrig lært at køre bil.
Vidner har fortalt, at to biler kørte op på siden af Cardoso. Den ene kørte ind foran, den anden lige bagved, og tvang derved Manjate ind til at stoppe. To mænd, en sort og en mulat, sprang ud af bilerne, og løb ind på fortovet - til den side af bilen, hvor Cardoso sad. Efter en kort ordveksling affyrede de skud fra automatvåben direkte mod hans ansigt med den klare intention af dræbe. Det har vidner sagt til pressen i Mozambique.
Mærkeligt er det så, at ingen af de forbipasserende, ingen handlende, ingen gadebørn eller pårørende er blevet afhørt af politiet. Der er ikke udsendt et signalement, og ikke engang kollegerne ved «Metical» er blevet afhørt.
Enkens kamp
I begyndelsen af februar fik Cardoso posthumt overrakt prisen for «Courage in Journalism» af det britiske Index on Censorship i samarbejde med The Economist. Prisen er en statuette i krystal og et certifikat på omkring 1.450 US dollars. Ved en takketale i det mozambikanske journalistforbund sagde Nina Berg, ifølge Panafrican News Agency, at hun var glad for kommunens og regeringens organisering af Cardosos begravelse.
«Dengang lovede mozambikanske ledere at sørge for en tilbundsgående undersøgelse for at finde frem til gerningsmændene. Desværre har hverken Cardosos familie eller det civile samfund set tegn på, at denne grundige og beslutsomme undersøgelse finder sted», græd hun. «Tværtimod, de tegnene tyder på, at det, der foregår, er en ikke-undersøgelse», og hun lagde til, at sagens gang kunne skade regeringens troværdighed.
I midten af februar tog premierminister Pascoal Mocumbi til genmæle, citeret af det regeringsvenlige nyhedsbureau AIM, idet han under en briefing mente, at den slags kritik var «fornærmende». Samme dag mindede dagbladet NotÃcias læserne om sagen: I øverste højre hjørne var der en lille annonce, der lød: «Hvem dræbte Carlos Cardoso? 85 dage er gået, og vi ved det stadig ikke.»
Anklager og mistanker
Den uafhængige ugeavis SAVANA skriver den 1. december: «De første to præsidenter for det regerende FRELIMO, Eduardo Mondlane og Samora Machel døde ikke for et sådant land, som dagens Mozambique er ved at blive til».
Under overskriften «Forbrydersyndikater har magten», advarer SAVANAS lederskribent om, at «mordet på Carlos Cardoso blev beordret af nogen, der har magten til at afgøre alvorlige ting i dette land, herunder at neddysse politiets undersøgelse af sagen. Indtil videre har politiet sagt til reporterne, at arbejdet skrider normalt frem. Vi er meget nysgerrige efter at se, hvor det arbejdede, som politiet siger går «normalt», fører hen», skriver avisen. SAVANA mere end antyder, at hvis det går, som det plejer, så sker der ikke mere i den sag - det er faktisk det «normale».
Vennen, den portugisiske journalist Boaventura de Sousa Santos, skriver i et mindeord i magasinet VISÃO, at Cardoso burde have en international pris for undersøgende journalistik. Det er den første af tre appeller. For det andet opfordrer han til, at mozambikanske journalister ikke lader sig intimidere, og at «Metical» fortsætter i Cardosos ånd. For det tredje skal regeringen holdes fast på, at man ikke vil spare anstrengelser på at finde og straffe forbryderne, eftersom «denne sag er den afgørende test for retssystemet og demokratiet i Mozambique». Cardoso havde sagt ja til at holde et foredrag om «Rollen for de sociale kommunikation i kampen mod kriminalitet den 23. november, altså dagen efter, ved Centro de Formação JurÃdica e Judiciária, en forholdsvis ny institution, som uddanner folk til det retsvæsen, som er under udvikling. Det nåede han ikke. Dagen før blev han dræbt af nogen, som mente, at han allerede snakkede for meget.
Chude Mondlane, datter til Eduardo Mondlane, som var grundlægger af FRELIMO og landets første præsident, sagde til Pan Africa News: «Det kom ikke som en stor overraskelse. Jeg vil græde over det blotte faktum, at jeg ikke tror på, at de der har magten i dag, kan befri landet for de grådige og destruktive».
Magtesløshed
Forfatteren og vennen Mia Couto, der for nylig modtog en pris i Danmark, sagde ved en mindehøjtidelighed i Maputos rådhus, at Cardoso havde fået flere dødstrusler på det seneste. Han var et ensomt, men solidarisk menneske. «Følelsen vi står med, er, at vi bliver omringet af vildskaben og fraværet af skrupler hos dem, som beriger sig på bekostning af alt og alle. Fra dem, som akkumulerer formuer med stoffer, ved røverier, våbenhandel og hvidvask af sorte penge for øjnene af dem, som burde garantere orden og straffe barbariet».
Den tidligere portugisiske præsident, socialisten Mário Soares, har til en korrespondent fra Mediacoop (som Cardoso grundlagde), at der burde nedsættes en undersøgelseskommission for at få opklaret mordet. «Det der er sket kan ikke tolereres - et land kan ikke dræbe dets journalister, som skulle være uafhængighedens stemme».
Sagen optager i høj grad de portugisiske medier, selvom Cardoso hele vejen har støttet frihedskampen mod den gamle kolonimagt, og var en erklæret modstander af Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds nye politik om deregulering og privatiseringer, som er gået meget hårdt ud over Mozambiques i forvejen elendige økonomi i 90erne.
Også forfatteren Mia Couto tilhører Mozambiques meget lille hvide mindretal, og han har i forbindelse med sin seneste roman «Flamingoens sidste flugt» udtrykt bekymring ved den racistiske tone i visse dele af det mozambikanske kulturliv over for både national og portugisisk presse. Dermed kan opklaringen let forplumres i et spil mellem den gamle kolonimagt og Mozambique, som netop i år har fejret sine første 25 års uafhængighed.
Den unge Cardoso begyndte sin karriere som journalist for magasinet TEMPO i befrielsesåret. i slutningen af 70erne arbejdede han for Rádio Moçambique, og blev i 1980 udpeget til chef for det officielle nyhedsbureau AIM indtil han blev afsat i 1989.
Cardosos kamp
Familievennen Cristina Horta fortæller Alan Fine fra Business Day fra Johannesborg, at de følgende to år skrev Cardosos som uafhængig og hengav sig til at male, en af hans store passioner. Han var dybt involveret i de forudgående diskussioner og debatter om Mozambiques første presselov efter afskaffelsen af kommunismen og afslutningen på borgerkrigen i 1992. Samme år grundlagde han et kooperativ for journalister, Mediacoop, for at «forsyne mozambikanerne med mere præcis og undersøgende information».
Cardoso opfandt dagbladet per fax. I et land som Mozambique, der er 3000 kilometer fra Maputo til grænsefloden Rovuma mod nord, og har meget dårlig infrastruktur, er det helt afgørende at kunne sende nyheder billigt og enkelt over stor afstand.
Løsningen blev faxmaskinen, og det første blad hed derfor «Mediafax», som han redigerede frem til 1997. Samme år kom turen til «Metical», som har navn efter landets møntfod.
«Her skrev Cardoso og hans kolleger om økonomiske og sociale emner, og viste den slående sammenhæng mellem korruption og organiseret kriminalitet på alle niveauer af samfundet», fortæller Cristina Horta.
«I den seneste tid havde han været meget åbenmundet om for eksempel sagen Banco Comercial de Moçambique, hvorfra millioner af dollars var forsvundet plus det faktum, at Mozambique angiveligt får lov til at fungere som korridor for narkotika og en række andre sager om påståede bestikkelser, korruption og økonomiske katastrofale politik omkring dereguleringen af cashew-industrien, afslutter Cristina Horta.
Efterord
Jeg var selv i Mozambique frem til august i fjor, da jeg blev trukket ud «for security reasons». Ofte har jeg siddet og snakket med Cardoso og hans kolleger på den beskedne redaktion i Maputos centrum. Jeg var udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke som informationsmedarbejder, taler og skriver portugisisk fra min tid som korrespondent for Berlingske Tidende i Portugal og det portugisiske PUBLICO i Danmark.
En af mine opgaver var at bistå en mozambikansk ungdomsorganisation med udgivelse af et blad. Jeg fandt hurtigt ud af, at partneren, Aro Juvenil havde nære forbindelser til FRELIMO, og begyndte at tvivle på direktionens vilje til at drive virkelig journalistik. Komplikationer gjorde, at jeg måtte forlade landet i utide, men jeg fik afsløret Aro Juvenil som svindlere. Lige før jeg forlod landet gav jeg interview til «Metical» på den betingelse, at man først ville offentliggøre, når jeg var på sikker afstand. Jeg skal aldrig glemme den hårdnakkede modstand, jeg mødte i Aro Juvenil, da jeg præsenterede mit bud på en god oplægsholder for en workshop om journalistik forud for udgivelsen af bladet: Min forslag var Carlos Cardoso…
INFO:
Den danske journalisten Morten Gliemann har tidligere jobbet i Mozambique for Mellomfolkeligt Samvirke.
